Mennesket bliver klogere og
klogere på verden. Det er i hvert fald, hvad vi er blevet indoktrineret til at tro på i
folkeskolen: I rigtig gamle dage var folk meget dummere, end vi er i dag. Tænk, at de
kunne tro på dét, de gik og troede på! Astrologi f.eks.
I det gamle Ægypten troede man, at Giza var universets faste
centrum. I det gamle Grækenland, at det var oraklet i Delphi. I middelalderen troede man,
at det var Jorden. Efter renæssancen, at det var Solen. I nyere tid opdagede man, at
heller ikke Solen står fast, men drejer om det galaktiske centrum. Og fra at have været
et vigtigt holdepunkt, blev Solen degraderet til blot at være en af mange lidt kedelige
stjerner, der ikke engang befinder sig i centrum af vor store hjem-galakse. Endnu senere
fandt man så ud af, at der var et supergalaktisk centrum, som hele vor hjem-galakse
drejede om. Alting er så relativt, og »alting flyder« »Panta Rei«, som de gamle
grækere sagde (så måske var de ikke så dumme endda?).
Og måske behøver man ikke være nogen særlig stor videnskabsmand
for at forudsige, at der sikkert engang i fremtiden vil bliver opdaget et
»mega-galaktisk« centrum, som det supergalaktiske centrum drejer sig om. Vor opfattelse
af universet begynder mere og mere at minde om æsker inden i æsker i det uendelige.
Eller om sangen »Langt ude i skoven lå et lille bjerg...«
Astrologien sætter som altid mennesket i centrum. Det er en rent
praktisk foranstaltning det er jo her vi lever, og ikke på Solen, eller i det galaktiske
eller supergalaktiske centrum. Det er der ikke noget underligt i. Det drejer sig om
mennesket. Og liv...
Men da Solen blev valgt som referencepunkt, mistede mennesket sin
enestående status som universets navle. Videnskaben gjorde mennesket middelmådigt. I vor
voksende klogskab, skrumpede menneskehedens betydning ind. Jo klogere vi blev, jo mere
fjernede vi os fra os selv og vort nærmiljø. Og i dag fristes mange til at opfatte sig
selv som en biologisk tilfældighed, der blot eksisterer, fordi der, på det rigtige
tidspunkt kort tid efter Big Bang, var det nødvendige blandingsforhold af organiske
molekyler og aminosyrer til stede. Resten af menneskehedens historie er resultatet af
tilfældigheder og organisk kemi. Og måske er vi slet ikke alene alligevel. Vi er ikke
længere udvalgte, særprægede og særlige sådan som vi var det før renæssancen. Nu er
vi her bare...
Og nu har et amerikansk forskerteam undersøgt en meteorit, der
faldt ned på Jorden for 13.000 år siden. Meteoritten blev fundet i Antarktis i 1984, og
den er en af de få (der er faktisk kun fundet 12), som man véd kommer fra Mars.
Meteoritten selv er 15 millioner år gammel. I denne meteorit har forskerteamet fundet
spor af organiske molekyler, der kunne være et vidnesbyrd om primitivt liv på Mars for
ca. 3.6 milliarder år siden.
Så nu spørger mange: »Er der intelligent liv på Mars?«. Man
kunne også stille et mere relevant spørgsmål: »Hvordan får vi et intelligent liv på
Jorden?«.
Christian Borup
This article was first
published in
STJERNERNE (september 1996).
Republished 1998 @ www.astrology.dk |
