Den Dunkle Skæbne Frygter Solen Christian Borup
|
||||
| Der er et meget grundlæggende filosofisk problem i
livet og i astrologien. Det drejer sig om det gode gamle spørgsmål om skæbne og fri
vilje. Dilemmaet lyder: Enten er der »Skæbne-modellen«, hvor alting er bestemt på forhånd, og i følge hvilken vor skæbne bør kunne aflæses direkte og uden fejl på himlen. Horoskopet bliver således en fast køreplan, hvor det er astrologiens/astrologens fejl, hvis skæbnen ikke overholder de ankomst- og afgangstiderne, den astrologiske forudsigelse beregner. Hvis forudsigelserne ikke passer, må der være noget galt med det »system«, vi måler skæbnen med. Yderligere forskning og undersøgelse af systemet må derfor kunne give større træfsikkerhed. Skæbnetro og videnskab er således forbundet. Eller også er der »Fri vilje-modellen«, hvor det enkelte menneske har en fri vilje, der bestemmer alt, hvilket gør horoskopet til et værktøj og en vejleder, der ikke kan forudsige noget som helst, fordi det enkelte menneskes vilje har kraft til at ændre alt. Dette gør således enhver beskæftigelse med astrologien til noget fuldstændigt nytteløst og futilt og gør astrologer arbejdsløse! I dag er de fleste astrologer tilbøjelige til at mene, at sandheden ligger et sted midt imellem disse to ekstremer. Samtidig er vi tilbøjelige til at tro, at disse overvejelser er af nyere dato og at tidligere tiders astrologer var »skæbnetydere«. Men det er ikke hele sandheden! Skæbne/Fri vilje-problematikken har altid været der! F.eks. henviser Hephaistos fra Thebes i indledningen til »Apotelesmatics« (ca. 400 e.kr.) under henvisning til Ptolemæus til det faktum, at det ikke er alle hændelser, der udspringer fra himlen (dvs. planeterne), men at der også er hændelser som udspringer af det enkelte menneskes personlige valg, og som derfor lader sig ændre ved hjælp af viljen. Han udtrykker det således: »Man må også tage hensyn til, at man ikke nødvendigvis bør tro på, at alt i menneskets liv stammer fra en guddommelig og uafvendelig kilde, som det enkelte menneske ikke kan gøre noget ved. Der findes store verdslige hændelser [...], der ikke lader sig afvende, men dette er ikke tilfældet med alle hændelser i et menneskes liv, idet nogle af dem kan modarbejdes og forholdsvis let imødegås.« I Apollons tempel i det klassiske Grækenland stod der over døren: »Kend dig selv«. I dag læser vi denne sætning som en opfordring til at gøre et stykke psykologisk arbejde. I selve de græske ord ligger dog mere betydningen: »Erkend dig selv som menneske i forhold til guderne«. Eller som den danske filolog A.B. Drachmann skrev: »Kend livet og din egen stilling i det; husk at al menneskelig lykke og storhed er menneskelig, det vil sige usikker og forgængelig, og lev derefter. [...] Det er bestandig den samme klare og ubedragelige erkendelse, der for os lyder som pessimisme og dog ikke er det, fordi erkendelsen af sandheden [...] [for grækerne] ubevidst faldt sammen med anerkendelsen af den.« I astrologien er viljen tilknyttet Solen, og derfor er det ikke tilfældigt, at det netop er på lys- og Solguden Apollons tempel, at man kan læse denne indskrift. At kende sin Sol er at bemægtige sig sin personlige vilje. Christian Borup This article was first
published in |
||||
 |
||||
©
Copyright by Christian Borup 1996 · Download for personal use only |
||||
|
||||
| | EXIT | MENU | HOME | TOP | | ||||
